Det var alt andet end vellykket, da en 26-årig forsøgte at stikke af fra politiet på en knallert.
En 26-årig mand lykkedes ikke med sit forsøg på at køre fra politiet på sin knallert i går i Randers – til gengæld lykkedes det ham at få 10 sigtelser fra ordensmagten. Det fortæller Østjyllands Politi, der stod bag pågribelsen af knallertkøren.
Stikker af i høj fart
Det var en betjent på motorcykel, der onsdag sidst på eftermiddagen, dirigerede den 26-årige ind til siden, da han holdt i lyskrydset Grenåvej/Ørneborgvej i Randers. Knallertføreren standsede, og betjenten aftalte med ham, at de sammen skulle køre til politigården i Randers for at teste knallertens hastighed.
Men efter få meter forsøgte den 26-årige at køre fra motorcykelbetjenten. Det foregik i høj fart, op over flere fortov og flere gange over for rødt, inden han kørte ind ad gågaden i Gråbrødrestræde, hvor han smed knallerten og fortsatte flugten til fods. Betjenten var dog hele tiden lige bag ham, og han fik indhentet den 26-årige og lagt ham i håndjern.
Indkasserer 10 sigtelser
Da den unge mand blev visiteret viste det sig, at han både havde morfinpiller og hash i lommerne. Han blev i alt sigtet for følgende 10 forseelser:
- Narkokørsel
- Ikke at efterkomme politiets anvisninger
- Kørsel over for rødt lys
- Kørsel over for rødt lys
- Kørsel over for rødt lys
- Kørsel på fortov
- Kørsel, hvor der var indkørsel forbud
- Kørsel i gågade
- Besiddelse 19 morfinpiller
- Besiddelse af 38 gram hash
Derudover kan der komme yderligere sigtelser, når det er blevet undersøgt, om knallerten er stjålet, og om den er tunet – hvilket politiet ud fra mandens kørsel har en kraftig mistanke om.