Spritbilist slingrede ned efter flere øl - så satte kvik mand en stopper for festen

Manden kom ud af Rema1000 med flere kasser øl. Foto: Shutterstock

En fuld mand tog bilen til supermarkedet, hvor han ville hente flere øl.

En 55-årig mand viste stor handlekraft onsdagaften. Det fortøller Østjyllands Politi i døgnrapporten. 

Nogle minutter før klokken 19 så han en bil, der slingrede kraftigt på vej ad Hadsundvej i Randers. Den 55-årige fik mistanke til, at føreren af den slingrende bil havde fået for meget at drikke, inden han begav sig ud på vejen. Derfor fulgte han efter bilen. 

Den slingrende bil parkede foran Rema1000 på Oust Møllevej, hvor den mandlige fører steg ud. Den 55-årige var også kørt ind på parkeringspladsen, og han så hvordan føreren gik på usikre ben ind i butikken. 

Imens manden handlede ind, så parkerede den 55-årige sin bil sådan, at spritbilistens bil ikke kunne komme ud. Herefter ringede han til Østjyllands Politi. Da den slingrende mand kom ud fra butikken med at par kasser øl i hænderne, satte han sig ind i bilen og forsøgte at bakke ud. Det lykkedes ham dog ikke, da han ikke kunne få sin bil forbi den 55-åriges. 

Kort efter kom politiet frem og anholdt den 38-årige bilist, som erkendte at han havde drukket for meget alkohol til at køre. I øvrigt var han i forvejen frakendt kørekortet. Han blev derfor sigtet for spritkørsel og for at køre uden førerret.