I weekend blev en dansk guldsmed røvet.
Natten til lørdag blev der begået et kup hos en dansk guldsmed, der næsten lige så vel kunne være med i en amerikansk actionfilm.
Det fortæller Østjyllands Politi, som mandag efterlyser vidner, der har set noget eller på anden vis har viden om de dramatiske begivenheder.
Indbruddet blev begået hos en guldsmed i Randers Storcenter natten til lørdag kl. 00.13.
Her brød fem ukendte gerningsmænd ind i storcentret og gik derefter målrettet hen til guldsmeden i centret. De brækkede to døre til forretningen op og løftede et metalgitter, hvorefter de stjal smykker for et stort beløb og stak af fra stedet.
Ude på få minutter
Tyveriet tog kun ganske få minutter, og selvom alarm og tågekanon blev aktiveret, nåede politiet ikke frem, før gerningsmændene var væk.
Det har fået Østjyllands Politi til at efterlyse vidner, der ved noget om indbruddet.
Østjyllands Politi hører gerne fra vidner, som har set mistænkelige personer eller køretøjer i nærheden af storcentret omkring midnat, eller fra folk som har oplysninger om gerningsmændene. Østjyllands Politi kan kontaktes via tlf. 114.